Der er givet byggetillaldese til padelbaner på Rundforbi Idrætsanlæg

NOTE: Bemærk klagevejledning nederst på siden og i dokumentet.

I henhold til ansøgning om byggetilladelse vedrørende ejendommen:

Matr.nr.: 7ar Nærum By, Nærum
Adresse: Egebækvej 118, 2850 Nærum

Meddeles tilladelse efter Bygningsreglement 2018 (BR18) og
Byplanvedtægt 14 Arealer ved Nærum Kirke med tillæg 1-3 med
seneste vedtagelse den 5. marts 1976.

Tilladelsen omfatter:
Etablering af padelanlæg med 6 padelbaner på 10 x 20 m med 4 m høje
vægge i støjdæmpende glas, som ansøgt. Der opsættes belysning, der
er retningsbestemt, så det kun lyser på banerne (4 stk. 6 m master pr.
bane).

Baggrund for byggetilladelsen:

Naboorientering med indsigelser
Rudersdal kommune har den 1. april 2025 orienteret de berørte
ejendomsejere om det ansøgte byggeprojekt. I orienteringsperioden fra
den 1. april 2025 til den 16. april 2025 har vi modtaget de vedlagte
indsigelser.

Vi har i dag afvist indsigelsen/indsigelserne på baggrund af en konkret
og begrundet vurdering.

Byggeret og helhedsvurdering
Med byggeretten reguleres forholdet mellem bebyggelsens højde og den
afstand til vej, naboskel og anden bebyggelse på samme grund til sikring
af tilfredsstillende bygningsafstande og lysforhold, så naboer beskyttes
mod bl.a. væsentlige skygge- og indbliksgener. Byggeretten er
beskrevet i BR18, §§ 168-186.

Det ansøgte byggeprojekt overholder ikke BR18, § 187, da en padelbane
hverken helt eller delvist er reguleret af bestemmelserne i byggeretten
i BR18, kap. 8.

Da det ansøgte byggeri ikke overholder byggeretten skal kommunen
foretage en helhedsvurdering, når der træffes en afgørelse, jf. BR18, §
169 og § 187, ud fra de fastsatte 6 kriterier i § 188, som fremgår
nedenfor.

1) Bebyggelsens samlede omfang skal være hensigtsmæssig i forhold til
dens anvendelse og svare til det sædvanlige i karreen, kvarteret eller
til det, der tilstræbes i området.


Vurdering
Padelanlægget etableres i et område, som er udlagt til idrætsformål,
og hvor der er et eksisterende idrætsanlæg (Rundforbi Idrætsanlæg).
Den eksisterende halbygning, som banerne bygges i forbindelse
med, er mere end 9 m høj.

Anlægget er afskærmet mod Rundforbivej og Egebækvej med
eksisterende randbeplantning som bibeholdes.
Det er kommunens vurdering, at padelbanernes omfang samlet set er
hensigtsmæssig i forhold til deres anvendelse og ikke ændrer ved
områdets karakter. Vi har lagt vægt på etableringen af padelbaner er i
overensstemmelse med det, der tilstræbes i området, grundens
størrelse og selve placering af padelbanerne nær andre anlæg, i god
afstand fra vej.
Vi har lagt kommunens ortofoto, besigtigelse samt
redegørelse fra ansøger til grund for vurderingen.

2) Der skal under hensyn til bebyggelsens anvendelse sikres tilfredsstillende
lysforhold for bebyggelsen og nabobebyggelse samt sikres
mod væsentlige indbliksgener i forhold til anden bebyggelse på samme
grund og på nabogrunde


Vurdering
Nærmeste villaområde er beliggende mere end 100 m fra arealet,
hvor padelanlægget etableres. Anlægget og villabebyggelsen er adskilt
af dels højt grønt beplantningsbælte og en 13 m bred vej.
Padelanlægget vil ikke påvirke lys- og indbliksforhold for bebyggelsen
på ejendommen eller for bebyggelse på ejendommene i de nærmeste
omgivelser. Belysning i tilknytning til banerne er retningsbestemt ned
mod banerne, og det vurderes derfor ikke at give generende lysudfald
mod omgivelserne.
Det er kommunens vurdering, at bebyggelsen og nabobebyggelse
har tilfredsstillende lysforhold og sikres mod væsentlige
indbliksgener.

3) Der skal være tilfredsstillende friarealer i forhold til bebyggelsens
anvendelse, herunder opholdsarealer for beboere, brugere og beskæftigede,
jf. § 393.


Vurdering
Padelanlægget etableres på bagsiden af en stort eksisterende
idrætsbygning og placeres på et stort idrætsanlæg, hvor anvendelsen
med idrætsaktiviteter er at sidestille med friarealer.
Det vurderes derfor, at der er tilfredsstillende friarealer.

4) Der skal under hensyn til bebyggelsens anvendelse være tilfredsstillende
adgangs- og tilkørselsforhold for bebyggelsens brugere, herunder
redningsberedskabet, jf. § 393.


Vurdering
Det nye padelanlæg ændrer ikke på ejendommens adgangs- eller
tilkørselsforhold eller for redningsberedskabets adgang og indsatsmuligheder.
Det vurderes, at der er tilfredsstillende adgangs- og
tilkørselsarealer.
5) Der skal være tilstrækkelige parkeringsarealer, jf. §§ 399-402.
Vurdering
Det eksisterende offentlige parkeringsanlæg nordvest for
Rundforbihallen forudsættes udnyttet af padelspillerne i fælles brug
med områdets øvrige brugere. Parkeringsarealet rummer i dag 190 ppladser.
Da en del af de eksisterende fodboldbaner nedlægges i
forbindelse med etablering af padelbanerne forventes det, at der ikke
sker en intensivering i spidsbelastningstiden grundet færre brugere af
fodboldbanerne, hvorfor det skønnes, at parkeringsbehovet kan
rummes på den eksisterende offentlige parkeringsplads.
Grundet padelanlæggets beliggenhed og formentlig store andel af lokale
medlemmer, forventes mange spillere tillige at komme til anlægget
enten til fods eller på cykel. Der er i dag cykelparkering langs med
Rundforbihallen.
Det vurderes, derfor at der er tilstrækkelige parkeringsarealer.

6) Ved bebyggelse i randen af tæt bebyggede byområder, der støder op
til et ikke lokalbelagt areal, til et parcel-, sommerhus- eller kolonihaveområde,
eller et område med tæt/lav bebyggelse, skal bebyggelsens
samlede omfang fastlægges under hensyn til karakteren af de tilstødende
areal og omfanget af eventuel bebyggelse.


Vurdering
Ejendommen grænser op til landzone mod vest, etageboliger mod
nord og blandet tæt/lav og åben/lav boligbebyggelse mod syd og øst.
Det nye padelanlæg er indpasset i forhold til de øvrige anlæg på ejendommen
og skærmet af den eksisterende randbeplantning, der bibeholdes
med hæk i skel og enkeltstående træer mod Rundforbivej og
Egebækvej.

Bebyggelsens samlede omfang er vurderet under hensyn til
karakteren af de tilstødende arealer og omfanget af bebyggelsen. Vi
har lagt vægt på, at overgangen er acceptabel, og at de
bebyggelsesregulerende forhold vedrørende de tilstødende
arealer/bebyggelse kan accepteres.


Konklusion på helhedsvurdering
Vurderingen sker på grundlag af de 6 generelle kriterier, herunder
relevante bemærkninger i forbindelse med naboorienteringen.

Etablering af padelanlægget vurderes ikke at medføre en væsentlig påvirkning
for omkringliggende bebyggelse eller bebyggelse på ejendommen.
Herudover vurderes etablering af padelanlægget i idrætsanlæggets
nordlige del af ejendommen i tilknytning til eksisterende
idrætsbygning, at være hensigtsmæssig i forhold til den samlede
anvendelse af ejendommen og banernes fremtræden sløres samtidig af
eksisterende beplantning mod vej.
Padelanlægget udføres med vægge i gennemsigtigt glas, hvorfor anlægget
ikke vurderes at fremstå som en dominerende konstruktion eller
skæmmende for omgivelserne.
Det vurderes, at eksisterende tilkørsels- og parkeringsforhold er
tilstrækkelige.

Det er kommunens samlede vurdering, at det ansøgte kan accepteres
på grundlag af helhedsvurderingen.

Vurdering af habitatområde
Rudersdal Kommune har vurderet at der ikke forekommer yngle- eller
rastesteder for bilag IV-arter inden for anlægsområdet. Vi vurderer
ligeledes, at anlægget ikke kan forstyrre eller på anden måde påvirke
eventuelle bilag IV-arter uden for selve anlægsområdet, herunder
flagermus, som måtte fouragere i området. Padelbanerne bliver anlagt i
tilknytning til eksisterende banearealer og bygning med belysning,
ligesom der også er belysning på Rundforbivej og i Nærum by. Vi
vurderer at en belysning af padelbanerne ikke vil kunne påvirke
eventuelt fouragerende flagermus i et allerede belyst område, i et
omfang som kan påvirke den økologiske funktionalitet for arterne.

Klagevejledning efter byggeloven – Klage til Nævnenes Hus,
Byggeklageenheden

Du kan klage over denne afgørelse efter reglerne i byggelovens §§ 23
og 24i.

Der kan kun klages over retlige spørgsmål. Det betyder, at du fx kan
klage, hvis du mener, at byggelovgivningen ikke er overholdt eller
forvaltningsretlige regler som fx begrundelseskrav og partshøring ikke er
opfyldt. Det er også muligt at klage, hvis du er af den opfattelse, at
kommunen ikke har holdt sig inden for rammerne af det skøn, der i
lovgivningen er tillagt kommunen, fx ved at kommunen efter din mening
har inddraget usaglige og/eller ulovlige kriterier i skønnet.
Der kan derimod ikke klages over, om kommunens skønsmæssige
afgørelse, baseret på en afvejning af lovlige og saglige kriterier, i øvrigt
er rimelig eller hensigtsmæssig.

Klageberettigede er afgørelsens adressat og andre, der har en
individuel, væsentlig interesse i sagens udfald samt i visse tilfælde
handicaporganisationer og medlemsorganisationer heraf.

Klagen skal være indgivet til Nævnenes Hus, Byggeklageenheden,
inden 4 uger fra afgørelsens modtagelse.

Klagen bedes indgivet til Nævnenes Hus, Byggeklageenheden, gennem
klageportalen, som du finder på Klageportalen – Nævnenes Hus
(naevneneshus.dk)
. Du logger på klageportalen med MitID.

Du kan også klage enten pr. e-mail til byg@naevneneshus.dk, via e-
Boks eller ved brev til Nævnenes Hus, Att.: Byggeklageenheden,
Toldboden 2, 8800 Viborg.

Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6
måneder fra afgørelsens modtagelse, jf. byggelovens § 25, stk. 1.

Klagevejledning efter planloven – til Planklagenævnet
Du kan klage til Planklagenævnet over afgørelsen, jf. planlovens § 58,
stk. 1, nr. 3ii.

Det er kun retlige spørgsmål, der kan påklages. Retlige spørgsmål
omfatter alle spørgsmål om lovligheden eller gyldigheden af en
afgørelse, herunder fortolkning eller forståelse af lovbestemmelser
samt overholdelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.

Den del af afgørelsen, der er baseret på kommunens skønsmæssig
vurdering kan således ikke efterprøves af nævnet.
Klageberettigede er ministeren for byer og landdistrikter og i øvrigt
enhver med retlige interesse i sagens udfald, herunder en
nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker samt visse
landsdækkende foreninger og organisationer, jf. planlovens § 59.

Klagefristen er 4 uger
Klagen skal være indgivet skriftligt inden 4 uger fra afgørelsens
modtagelse. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag,
forlænges fristen til den følgende hverdag, jf. planlovens § 60, stk. 2.

Brug klageportalen
Klagen skal indsendes digitalt via klageportalen, ellers afviser
Planklagenævnet klagen, jf. lov om planklagenævnet § 11 a, stk. 1-5iii.
Du finder klageportalen her: Start din klage her.
Dette gælder dog ikke, hvis du er fritaget for Digital Post.

Hvis du ønsker at blive fritaget for Digital Post, og dermed anvendelse af
klageportalen, kan du læse nærmere om det her: Fritagelse for Digital
Post | Rudersdal Kommune
eller møde op i Borgerservice.
Vil du kun fritages for brug af klageportalen, skal du sende en begrundet
anmodning via e-mail til Planklagenævnet på plan@naevneneshus.dk,
hvorefter nævnet afgør, om du kan fritages.

Rudersdal Kommune modtager klagen i klageportalen og hvis
afgørelsen fastholdes, sender Kommunen sine bemærkninger til sagen
og de anførte klagepunkter samt sagens relevante akter videre til
behandling i Planklagenævnet via klageportalen.

Rettidig klage har ikke opsættende virkning, medmindre
Planklagenævnet bestemmer andet, jf. planlovens § 60 a, stk. 3.

Klagegebyr udgør for privatpersoner 900 kr. og for virksomheder og
organisationer 1.800 kr., jf. lov om planklagenævnet § 8, stk. 1. Betales
gebyr ikke rettidigt afviser Planklagenævnet klagen.

Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6
måneder fra afgørelsens modtagelse, jf. planlovens § 62.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.